r/DKbrevkasse

Min kæreste (M30) og jeg (K30) har lige fundet ud af, at jeg er gravid. Vi har været sammen i 2 år, har et fantastisk forhold, er økonomisk stabile, bor i en skøn lille andelslejlighed og er slet ikke i tvivl om, at vi en dag skal have børn sammen.

Vi havde bare ikke set det komme nu.

Jeg er ikke på prævention, og det ved han naturligvis. Vi har været forsigtige omkring ægløsning - jeg har endda givet ham adgang til min mens-app, så han selv kan holde øje med, hvornår der skal bruges kondom. Det var selvfølgelig en risiko, men ærligt talt synes jeg, han har været mere uforsigtig flere gange. Jeg har altid sagt tydeligt, at HVIS jeg blev gravid, ville jeg ikke have en abort. Jeg er ca. 7 uger henne.

Min kæreste har en speciel karriere, hvor han arbejder lange perioder i udlandet. Aftalen har altid været, at når vi skulle have børn, ville han skifte karriere, så jeg ikke skulle være alenemor halvdelen af året. Men han elsker sit job, har ingen interesse i at stoppe nu, og ønsker derfor, at jeg får en abort. Han siger, han ellers vil være klar om ca. 2 år.
Samtidig har jeg netop sagt mit job op for at prøve noget nyt og står muligvis foran en kæmpe mulighed for at lande drømmejobbet i udlandet. Så på papiret er timingen elendig: Jeg er arbejdsløs (dog i en branche med høj jobsikkerhed og gode lønninger), og han ønsker ikke barnet, fordi det vil ændre hans karriere og liv markant.

Jeg elsker ham utrolig højt, men lige nu føles det, som om hans karriere bliver prioriteret over mit helbred - der er trods alt altid risici ved en abort. Jeg er bange for selve indgrebet og for de psykiske eftervirkninger, der kan følge. Samtidig ved jeg, hvor mange der kæmper med infertilitet, og jeg føler mig privilegeret over, at det overhovedet kunne lade sig gøre naturligt. Men jeg vil heller ikke sætte et barn i verden, som ikke er ønsket af os begge. Og jeg er rædselsslagen for, at han vil komme til at “hade” mig for at stoppe hans karriere før tid.

Hvad gør vi? Har nogen stået i en lignende situation og hvad gjorde i? Jeg tager imod alle gode råd.

TL;DR: 30 år, fast forhold, økonomisk stabilt, vil gerne have børn sammen, men ikke nu. Jeg er 7 uger gravid. Min kæreste vil have en abort, fordi han ikke er klar til at skifte sin internationale karriere ud (planen var ca. 2 år). Jeg har sagt mit job op og har måske et drømmejob i udlandet på vej. Jeg har altid sagt, jeg ikke ville have abort, er bange for indgrebet og eftervirkningerne, men vil heller ikke have et barn, der ikke er ønsket af os begge. Splittet. Hvad gør vi?​​​​​​​​​​​​​​​​

Jeg delte et par billeder med ham, som jeg havde taget et halvt års tid før jeg mødte ham. Jeg havde gemt dem, fordi jeg syntes, de var gode. Han blev ret mobset over, at det var “gamle” billeder, der ikke var taget for ham. Er det mig, der er forkert på den?

Det kan måske godt læses lidt provokerende. Så jeg starter lige ud med, at understrege, at vi begge er meget voksne mennesker.

Jeg er lige ved at løfte et fag, på sådan en uddannelsesinstitution hvor voksne kan tage en uddannelse. I den forbindelse har jeg fået en lærer som er super nice. Ham gad jeg godt bolle, ærligtalt.

Jeg(k30) har haft et godt øje til ham(m- mere end 30) fra start, men egentligt bare som sådan en sjov tanke jeg har haft i mit hoved. Nu lakker året imod enden og jeg har oppet mig lidt. Jeg griner lidt ekstra af hans (dårlige) jokes og jeg synes vi har en ret god pingpong. Han synes helt sikkert også at jeg er en pestilens, helt berettiget, for øvrigt.

Jeg er meget bevidst om etikken i det hele, men om lidt skal jeg til eksamen og så snart jeg går ud af den dør, så ryger den del vel ud af vinduet? Ikke også?

Jeg synes egentligt at jeg har ret god selvtillid, men jeg føler mig alligevel lidt usikker på hele situationen. Jeg ved at han er fraskilt, men om der skulle være en eventuel kæreste aner jeg ikke. Jeg ved at han ikke kommer til at være den opsøgende part, så hvis der skal ske noget, så skal jeg vidst være primus motor på projektet.

Jeg ved jo reelt set ikke om han overhovedet gider bolle med mig. Jeg fornemmer bare en stemning og der er stor sandsynlighed for at jeg tager fejl og at jeg bare er håbløst selvovervurderende.

Hvad gør jeg lige? Jeg er både bange for at tabe ansigt totalt og for at være grænseoverskridende.

Har du bollet en lærer og i så fald, hvad gjorde du? Er du en lærer der har bollet med en elev? Hvad skete der? Er du en lærer der ville ønske at en elev havde rykket på noget? Hvordan?
Andre erfaringer eller perspektiver er meget velkomne!

Som titlen siger har jeg fået følelser for en kvinde med en seksuel fortid som jeg virkelig har svært ved at håndtere. Vi har snakket sammen i 4 par måneder nu og alt har bare føltes sygt godt. Og vi er basically i et forhold. Har ærligt aldrig haft det sådan her med nogen før.

En dag ude at spise kom vi ind på tidligere seksuelle oplevelser. Jeg fortalte lidt om mine egne,(ikke noget vildt) og da det blev hendes blev hun ret tilbageholdende, og genert, og i starten troede jeg at det var fordi hun var jaloux over hvad jeg lige havde fortalt hende. Men to my surprise fortæller hun at hun for omkring et år siden, mens hun boede i udlandet, udlevede en fantasi om gangbangs og flere gange havde været sammen med 5+ fyre på én gang.

Det ramte mig seriøst hårdt. Jeg prøvede at holde den cool, men Siden den samtale har jeg ikke kunne få det ud af hovedet, og de tanker påvirker virkelig mit humør. Hver gang jeg tænker på det får jeg en klump i maven og mister helt appetitten. Jeg føler ærligt ikke jeg har været mig selv siden.

Det gør det hele endnu sværere fordi vi ellers klikker helt vildt, og hun er seriøst en af de mest fantastiske mennesker jeg har mødt. En del af mig har bare lyst til at glemme hende og tage afstand, men den anden del af mig kan slet ikke give slip på hende fordi alt andet mellem os føles så rigtigt.

Jeg kan ikke snakke med en ven om det af ren respekt for hende, så jeg håber at i kan komme med nogle gode råd.

Det skal lige understreges at jeg er/var piv forelsket i hende. Men jeg står virkelig med blandet følelser nu. Overreagere jeg? Skal jeg bare glemme hende? Kan man overhovedet sige “pyt”?

Edit og konklusion:

Mange tak for jeres råd. Det kommer bag på mig at Størstedelen af jer er så large når det kommer til jeres partners fortid. Nogle af jer får endda gangbang til at lyde “normalt”. Det er det bare ikke i mit hovede, og det bliver det nok aldrig.

Jeg kan ikke overkomme det, og selvom det er svært må jeg bare slutte det med hende, og prøve at komme videre. Mon ikke jeg møder en ligeså fantastisk pige en dag🤞🙏

Mig og min kæreste har været sammen i 5 år, og jeg føler ærligt talt hele mit hoved er smadret lige nu.

For noget tid siden begyndte jeg at få en dårlig mavefornemmelse, og efter at have spurgt hende direkte flere gange, indrømmede hun så til sidst, at hun havde været mig utro. 3 gange. Med den samme fyr.

Vi havde en lang snak om det, og jeg sagde, at hvis vi overhovedet skulle have en chance for at komme videre, så havde jeg brug for, at kontakten til ham stoppede. Hun sagde okay, men da jeg senere spurgte, havde hun stadig ikke slettet ham. Hendes forklaring var, at hun ikke ville skabe drama eller være “den pige”, især fordi hun håber på at starte på samme studie som ham til sommer.

Jeg prøvede faktisk at møde hende halvvejs og sagde, at fint, de behøver måske ikke blokere hinanden, men jeg gad simpelthen ikke, at de stadig skrev sammen.

Men her til morgen dummede jeg mig så igen og kiggede i hendes telefon… og jeg kunne se, at de stadig snapper sammen.

Og ja, jeg ved godt jeg heller ikke er perfekt. Tidligt i vores forhold skrev jeg også med andre piger over snap og flirtede, men det blev aldrig fysisk eller romantisk på den måde. Jeg ved godt det også var respektløst og sikkert har sat spor i vores forhold, så jeg prøver ikke at male mig selv som et uskyldigt offer her.

Men jeg føler bare, der er forskel på dum flirting over snap for flere år siden og så at være fysisk utro 3 gange og stadig holde kontakten bagefter.

Jeg elsker hende stadig virkelig højt, og det er måske det værste i det hele. For jeg har lyst til at få det til at fungere, men jeg ved ærligt ikke, om jeg er idiot for overhovedet at prøve længere.

Kan et forhold komme videre efter sådan noget her? Og hvordan fanden ved man, om nogen faktisk prøver at reparere forholdet — eller bare prøver ikke at miste én? Overreagerer jeg, eller er det fair, at jeg føler mig totalt ødelagt af det her?

Ja, altså kort fortalt har jeg mødt denne her fyr i byen og vi har været på dates mange gange nu. Nok over 10 gange og jeg synes at han er rigtig sød men sagen er lidt den at han overhovedet ikke ville have sex før at han at han har en kæreste.

Nu ved jeg ik om jeg er for sart eller noget men jeg synes bare at det er lidt ubehageligt ikke at have prøvet det før at man måske skulle overveje at blive til mere end bare en man ses med. Men han er ret så stædig omkring det her og jeg selvfølgelig heller ikke presse ham på nogen måde men er det så ok er det er en dealbreaker for mig eller er jeg bare mærkelig?

Jeg er gravid i 9. måned (uge 34) med mit første barn og har været sammen med min kæreste i 12 år. Vi er ikke gift og har aldrig været det. Det har egentlig ikke fyldt så meget for mig gennem årene, fordi vi ikke havde børn sammen. Man godt kan være i et kærligt og seriøst forhold uden at blive gift. Men da vi begyndte at snakke om børn for 6-7 år siden, ændrede noget sig inde i mig. Jeg blev "opsat" på tryghed og af det juridiske og økonomiske omkring det at stifte familie. Jeg har derfor været meget tydelig omkring, at hvis vi skulle have børn sammen, så havde jeg brug for at blive sikret juridisk. Ikke fordi jeg ønsker at tage noget fra ham, men fordi jeg ikke ønsker at stå alene og økonomisk usikkert, hvis livet en dag skulle ændre sig. (Min kæreste ejer mere end mig. Han har hus og flere penge på kontoen, mens jeg er på offentlig forsørgelse og ikke har haft de samme muligheder økonomisk.)
Han har tidligere sagt, at grunden til vi ikke bliver gift er, at kommunen vil komme efter os økonomisk, hvis vi bliver gift. Det kan jeg til dels godt forstå, men jeg sidder også med en følelse af, at han måske heller ikke havde ønsket at gifte sig, selv hvis jeg havde haft arbejde.

Det svære er, at jeg fra starten gjorde det meget klart, at jeg ikke havde lyst til at få børn uden en form for økonomisk og juridisk sikkerhed. Ikke nødvendigvis ægteskab, men i det mindste et testamente eller en aftale, der gjorde, at jeg ikke stod uden noget, hvis han gik fra mig eller døde. Han har altid gerne vil have børn med mig, men han har også haft talt om særeje og om at beskytte det, han selv har bygget op. Dengang sagde jeg faktisk, at så behøvede vi ikke få børn sammen. For jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan vælge at få børn sammen uden også at ville skabe et fælles økonomisk fundament. Jeg føler, at når man får børn sammen, så tager man også fælles ansvar for konsekvenserne og risikoen. Han endte med at love mig, at hvis vi fik børn - også før vi fik børn, så skulle vi lave testamente og sikre mig ordentligt. Vi kontaktede endda en jurist, men da de ringede tilbage, tog han ikke telefonen og fulgte aldrig op på det.

Nu står jeg her højgravid og føler mig utrolig sårbar. Når jeg prøver at tage emnet op igen, bliver han frustreret og siger ting som: ''Du skal sikres'' og ''Jeg forlader dig aldrig.'' samtidig undgår han at give konkrete svar eller få lavet noget juridisk. Det gør mig ked af det på et dybt plan, fordi jeg føler, at jeg rykkede mig enormt meget ved at blive gravid uden at det faktisk var på plads først. Jeg stolede på hans ord og på de løfter, vi havde talt om gennem længere tid. Nu føler jeg pludselig, at målstregen er blevet flyttet.

Jeg prøver ikke at være grådig eller tage hans penge. Jeg elsker ham, og jeg tror egentlig ikke, at han kommer til at forlade mig. Men jeg føler samtidig, at det er ansvarligt at tænke på, hvad der sker, hvis livet ikke går som planlagt. Især når man sætter et barn i verden. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man gerne vil have børn sammen, men bliver utryg ved tanken om juridisk og økonomisk forpligtelse.

Overtænker jeg det her på grund af graviditeten? Eller er det fair, at jeg føler mig svigtet og utryg over, at han ikke følger op på noget, han tidligere lovede mig?

Næsten hele mit liv, som jeg husker det, har jeg haft svært ved at møde ind til tiden - uanset hvor tidlig jeg stod op eller gjorde mig klar, så kom jeg for sent.

Det gælder stadig den dag i dag. Hvordan ændrer jeg det eller søger rette hjælp?

• Dengang da jeg gik i folkeskolen, kørte jeg med bussen for at komme i skole.
Jeg stod tidlig op, skyndte mig på wc og tog hurtigt tøj på. Men da jeg kiggede på klokken, så var det for sent og der var 1-2 minutter til bussen ville komme.
Og det var hver uge. Faktisk 4 ud af de 5 dage, løb jeg efter bussen. Hvis jeg stod klar ved stoppestedet, så var det fordi bussen var forsinket.

• I gymnasiet cyklede jeg i skole. Undervisningen startede 08:00 og jeg mødte altid ind kl 08:03 og så fik jeg altid 15 minutters fravær.
Og hvis jeg allerede sad klar til undervisningen, så var det fordi læreren var forsinket.

• Da jeg skulle til jobsamtaler, kom jeg også 3-5 minutter forsinket. Selv hvis jeg tog afsted hjemmefra i god tid, blev jeg mødt af trafik.

• Da jeg så fik jobbet (på trods af jeg kom for sent) møder jeg ind i dag for sent hver dag!
Mit arbejde starter 08:00 men jeg kommer ind ad døren 08:07

JEG PRØVER HVER DAG , HVER MORGEN at komme til tiden, men alligevel ender med at komme for sent.

Min krop står op 07.00 - den er ikke klar før det.
Jeg har 30 min. at gøre mig klar.
Jeg har 30 min. til arbejde.
Hver gang jeg skal ud af døren og kigger på klokken, så er den 07.35 😑 og det er HVER dag. Når jeg så endelig går ud ad døren 07.20, så bliver jeg mødt af trafik på motorvejen 🫠

Jeg skammer mig. Og har skammet mig hver dag i de sidste 7-8 år.

MEN hvordan får jeg hjælp til dette?

Halløj brevkasse!

Præcist som titlen siger.

Jeg er en ung gut på 21, hverken den højeste, kønneste, eller den med størst muskler, men ser mig selv som ok udseende, men ligger nok i højere grad vægt på mig personlighed. (I know, totalt cliché)

Jeg er på diverse datingapps, og har da fået lidt matches, men alle ender altid med at ghoste til sidst. Uden nogen umiddelbar grund. 🤷‍♂️

Mit spørgsmål er nok mest rettet til kvinder:

Hvad leder i efter på folk fra en dating profil? Vil i helst have man er mere "direkte" med de meget offensive pickup lines, (slet ikke min stil, plejer som regel selv at starte med en joke, eller et simpelt "hej") og i så fald, hvornår bliver det for meget?

Hvorfor ghoster nogle bare uden yderligere forklaring? Er det mig, eller dem? (Ved godt det kan være svært at sige, eftersom i ikke kender mig)

Hvordan ville I imødekommes i virkeligheden, da jeg er hunderæd for at komme til at træde nogle over tæerne?

Det føles som om at alle vil have det perfekte forhold, men ingen gider ligge arbejdet i det!

Ved godt dating apps a notorisk berygtede for at give dårligt selvtillid, men fuck. Havde ikke regnet med st det ville være så slemt!

Hellere end gerne have hjælp her, og hvis du bor i Vejle/ omegn, og er omkring min alder så skriv endeligt 🥲

Tak for hjælpen/ for at tage dig tid på forhånd! God dag 🙂

Hej,

Jeg havde den store forskrækkelse at opdage en spolorm forleden (ascaris), da jeg skulle på toilet! Er egentlig glad for jeg opdagede det, så jeg kunne behandles selvom det var ret traumatiserende.. mit spørgsmål er nu; har andre haft en spolormsinfektion, hvor behandlingen blev gentaget nogle uger efter? IKKE ligesom ved børneorm bare for at ridse forskellen op

På forhånd tak

Kære brevkasse

Jeg føler efterhånden, at jeg står og ser et menneske rive sit eget privatliv fra hinanden foran tusindvis af fremmede – uden selv at forstå det.

Jeg ved dog at han oprigtigt søger råd.

Min ekskæreste laver utallige opslag på Reddit. Han ændrer alder, bopæl og små detaljer, sikkert i et forsøg på at være anonym, men det virker ikke. Folk genkender ham alligevel. Ikke kun på fakta, men på måden han skriver på, hans ordvalg, hans formuleringer og de meget specifikke situationer, han beskriver.

Jeg bliver kontaktet af flere og flere mennesker, der spørger, om jeg ved, at det er ham. Flere har selv forsøgt at række ud til ham på en ordentlig og omsorgsfuld måde for at advare ham, men uden held. Det er, som om han slet ikke forstår, hvor synlig han er blevet.

Han deler ekstremt private og sårbare ting. Ting, der ikke bare udleverer ham selv, men også mig. Vores historie. Vores situation. Mit liv. Og selvom navnene ikke står der sort på hvidt, er det tydeligt nok til, at andre kan lægge to og to sammen.

Det værste er næsten, at jeg ved, det ikke er hans intention. Jeg tror oprigtigt, at han føler sig anonym herinde.

Han har stort set ikke brugt Reddit før nu - efterlader en masse spor alle vegne. Han tror, han gemmer sig godt nok bag ændrede detaljer og et/flere brugernavn(e). Jeg tror ikke, han forsøger at skade mig eller udstille mig. Men konsekvensen er stadig den samme.

Jeg prøver virkelig ikke at kontrollere ham. Han er min ekskæreste, og han må naturligvis gøre, hvad han vil. Men vi står begge i en skrøbelig situation i forvejen, og jeg kan mærke, at det her er ved at udvikle sig til noget, der gør mere skade, end han selv begriber.

Jeg har forsøgt at kontakte ham. Jeg har forsøgt at sige det forsigtigt. Andre har forsøgt. Intet trænger igennem.

Og nu sidder jeg tilbage med en voksende følelse af panik og magtesløshed. For hvordan beskytter man sig selv mod et menneske, der uden at ville det, bliver ved med at udlevere os begge offentligt?

Jeg aner ikke længere, hvad jeg skal stille op.

Har I nogle gode råd?

Jeg har virkelig brug for nogle input udefra til denne situation, som jeg efterhånden er begyndt at få lidt ondt i maven over.

Jeg (k21) har været kærester med min kæreste (M20) i cirka 4 måneder.

Vi bor omkring 4 timer fra hinanden, så når vi ser hinanden, er det typisk i weekenderne, hvor vi besøger hinanden og er sammen i flere dage ad gangen.

Han bor stadig hjemme hos sine forældre, og hans familie har en meget fast og vigtig tradition: de spiser aftensmad sammen hver eneste dag. Det betyder, at når jeg er på besøg, så spiser vi aftensmad med dem.
Mig, ham og svigerforældrene. Intet tændt TV, eller baggrunds musik.

Hans forældre er egentlig rigtig flinke og imødekommende, og jeg har efterhånden spist aftensmad med dem omkring 10 gange. Så det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, det er mere situationen, jeg begynder at få det svært i.

Jeg kan mærke, at der kommer et ret stort socialt pres på mig i de situationer. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre et godt indtryk, fordi det er hans familie, og jeg er ny i deres dynamik.

Men samtidig kan jeg mærke, at oven i en lang uge, 4 timers transport, at lave krævende aktiviteter med mit kæreste i løbet af dagen osv, bliver jeg hurtigt psykisk træt af at skulle spise med dem, da jeg på det tidspunkt mest bare har lyst til at tilbringe tid med min kæreste imens vi slapper af med noget mad.

Når vi spiser, føler jeg lidt, at det er mig, der skal holde samtalen i gang. Jeg føler mig meget “på” hele måltidet, og det bliver en meget intens halv time for mig hver aften, hvor vi spiser sammen. Ofte bliver kommer jeg så meget på overarbejde, at jeg heller ikke får spist nok.

Nogle gange overvejer jeg bare at være stille, men så kan jeg også komme til at tænke på, at hans tidligere kærester jo har skulle gøre det samme. Så bliver jeg bange for, at de kan lide mig mindre hvis jeg ikke præsenterer eller spiser med, og jeg tænker på hvordan de mon har været når de spiste der.

Min kæreste er heller ikke så god til at hjælpe mig med at holde samtalen i gang i de situationer, selvom jeg også har nævnt det lidt for ham. Han har selv et lidt stramt forhold til hans forældre til tider, så det ender mig at jeg snakker 80% af tiden, og at han er nede på 20%, svare kort på ting, og tilføjer ikke meget til samtalen.
Til tider kan han faktisk blive irriteret over noget vedrørende dem imens vi spiser, diskutere det en smule og dermed blive kortfattet, hvilket bringer en rigtig akavet stemning.

Jeg synes også selv, det er svært at få sagt ordentligt til ham at jeg har det stramt med situationen, fordi jeg ikke har lyst til at kritisere hans forældre eller deres måde at gøre tingene på, eller at han skal føle at jeg ikke bryder mig om det.

Jeg vil heller ikke have, at han skal vide jeg har det stramt hver gang vi spiser med dem og tænke over det hver gang, eller føle at han skal vælge side.

Samtidig er det også lidt svært for mig at sige, at jeg ikke vil spise med dem, fordi jeg godt ved, at de er flinke, og det ville også føles uhøfligt og respektløst bare at trække mig fra det.

Så jeg står lidt i en situation, hvor jeg føler mig fanget mellem at ville være høflig, være en god kæreste og svigerdatter-agtig figur og samtidig passe på mig selv.

Løsningen jeg selv er kommet frem til indtil videre, er at vi nogle gange tager ud og spiser på restaurant os to i stedet for. Men vi er begge studerende, og det er ikke fordi vi har den største indkomst, så det er ikke realistisk at gøre det hver gang.

Lige nu kan jeg mærke, at det faktisk begynder at fylde før jeg overhovedet tager hen til ham. Jeg får lidt ondt i maven ved tanken om den her halve time med aftensmad, selvom resten af besøget egentlig er rigtig hyggeligt.

Jeg ved bare ikke, hvordan man håndterer det her på en måde, hvor jeg ikke er uhøflig overfor hans familie, ikke sårer min kæreste, og samtidig ikke ender med at have det sådan her hver gang jeg er der.

Alle råd, erfaringer eller perspektiver er virkelig meget velkomne.

Jeg er i tvivl om jeg er blevet for gammel til spontane relationer.

Jeg er 26 år og har styr på jobsituation, bolig, træning og resten voksenlivet på papiret, men føler lidt alle relationer efterhånden foregår gennem en “strategi”.
Dating apps føles som jobsamtaler. Folk planlægger dates 14 dage frem. Alle virker travle og lidt emotionelt utilgængelige.

Så hvordan møder man folk naturligt i 2026 uden at det enten bliver:

1. At tilmelde sig til klubber man egentlig ikke har interesser for.
2. At tage til fredagsbarer med 19-årige
3. “Lad os tage en øl engang” som aldrig sker
4. Spørge kvinden foran i køen på Espresso House om hun har lyst til at drikke en kaffe med mig…

Savner lidt den der følelse af bare at falde i snak med nogen uden at begge parter allerede har vurderet hinanden ud fra 4 billeder.

Er det bare mig der romantiserer noget, som ikke findes længere?

jeg vil gerne høre hvad i tænker:

Hvordan ville I tolke det?
Ville I kunne stole på forklaringerne?
Og hvordan ved man, om man kæmper for noget, der kan reddes, eller om man bare langsomt mister sig selv i tvivlen?
Er der i øvrigt nogen der kan fortælle mig om man overhovedet kan købe et abonnement til 3 måneder? (Jeg har søgt lidt og kommer kun frem til de tilbyder 1 uge og 1 måned ad gangen)

Lang - kort:
I december 2024 fandt jeg ud af, at min kæreste havde oprettet en Tinder. Det blev et kæmpe problem mellem os. Hans forklaring var, at han havde manglet nærvær fra mig, vi havde haft en dårlig periode, og han havde oprettet den i frustration efter et skænderi.
Han sagde, at der ikke havde været kontakt med nogen derinde.
Vi blev sammen efterfølgende og arbejdede videre på forholdet. (Og det blive mega godt i laaang tid)
Så rammer vi januar/februar 2026, hvor vi næsten går fra hinanden igen. Grundet nogle større uenigheder og misforståelser vedrørende jul/nytår .. Vi finder dog sammen og beslutter os for at prøve igen, fordi vi synes vi er rigtigt gode sammen.
Men I den periode hvor vi er meget skrøbelige og ‘prøver at finde sammen igen’ opretter han endnu en Tinder-profil.

Her i maj 2026 opdager jeg pludselig en Tinder-notifikation på hans telefon. (Fordi han sender mig et skærmbillede fra sin telefon - dumt) Jeg spørger selvfølgelig ind til det, her fortæller han, at det bare er en profil som blev oprettet i januar/februar, som han aldrig havde fået slettet.
Jeg udtrykker at jeg synes det er lavt at han i en periode hvor vi er sårbare og prøve at få forholdet på benene igen opretter en tinderprofil.
Han forklare sig med at han ‘dårlig dømmekraft og mangel på bekræftelses i februar. Han var for nysgerrig’

Han siger, at han ikke har brugt den siden dengang og bare havde glemt alt om den.
Og at den notifikation var at den ville have ham til at forlænge hans abonnement som han havde købt der dækkede over de næste 3 måneder.

Mit problem er bare: Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg tror på det længere. Jeg føler mig splittet mellem at ville stole på ham og samtidig have en dårlig mavefornemmelse, fordi det nu er flere gange Tinder er blevet en del af vores forhold.

Det gør mig også forvirret, fordi vi samtidig har planer sammen, ferie, koncerter, arrangement med hans kollega osv., så en del af mig tænker jo også, at han må have forventet og ønsket, at vi stadig skulle være sammen til den tid.

Jeg er en fyr i slut tyverne. Over de seneste år har jeg udviklet nogle tanker omkring sex og kærlighed - og jeg ved simpelthen ikke om jeg har fået et skævt syn på tingene.

Lad mig forsøge at sætte nogle ord på dem. Tankerne går ud på, at jeg nogle gange kan se en opdeling mellem kærlighed og sex.

Kærlighed for mig er en dyb tilknytning til en anden person på et personligt- og værdimæssigt plan. En at gå igennem livet med og være på en fælles mission sammen om at opleve verden og udvikles som mennesker. Sex igennem kærligheden er lysten til hinanden - og har en emotionel forbindelse til kærlighed.

Dog ser jeg også sex som noget, der godt kan være drevet af ren lyst uden nødvendigvis at der er en kærligheds-forbindelse. Nogle gange handler sex også bare om ren nydelse - om det så er nydelse på egen krop eller tilfredsstillelsen ved at bringe en anden denne nydelse.

Og det er netop det sidstnævnte, hvor jeg føler mit syn på tingene knækker i forhold til, hvilke andre holdninger og tilgange til tingene jeg møder.

For mig kunne jeg godt være i et dybt og kærligt forhold, hvor der også er respekt for at vi også bare er mennesker med lyster. Hvis min livspartner havde et behov for at opleve noget andet - eller nogen anden - ud fra ren lyst, så vil jeg blot frydes ved tanken om at hun ville få denne tilfredstillelse. Ligeledes, hvis der var nogle ting, som jeg gerne ville prøve (udenfor kærligheden) ville jeg kunne tale åbent og frit om dem, udføre dem, og kun drømme om at blive mødt med forståelse.

Det er vigtigt at nævne at det er ikke et spørgsmål om tilfredsstillelse igennem ydmygelse af hinanden. Tvært imod er det en opløftning af hinanden og anerkendelse af at vi på visse punkter også bare er seksuelle væsner.

På den måde handler det om at kærlighed og sex er en stærk og vigtig ting, der oftest hænger sammen. Men at sex også kan være noget rent nydelsesmæssigt - og at vi ikke frarøver hinanden nogen kærlighed ved blot at udleve vores andre lyster.

EDIT: Det skal lige nævnes at jeg fordømmer alt hvad der rimer på utroskab!

Det blev lidt et lang skriv, beklager. Jeg er blevet meget nysgerrig på, om jeg står alene med denne type tanker? Og samtidig - hvad tænker i når i hører dette?

Kære panel. Nu bliver jeg nødt til at spørge nogen “udefra”. Er det normalt at man som partner spørger om alt, alt, alt. Det er alt fra, skal jeg gå ud med skraldespanden, skal jeg feje fliserne, skal jeg aflevere flaskerne, skal det her køres til storskrald (vel vidende, at det netop står på den pågældende plads, fordi det skal til storskrald). Skal dette i skraldespanden, skal jeg stille dette i skabet. Jeg kan komme med 10000 andre eksempler, på at jeg skal involveredes og forholde mig til hver eneste lille ting, der måske skal et-eller-andet.

Og hvad er så problemet i det? Jo med et par børn, kommer der i forvejen mange spørgsmål, som til gengæld er mere eller mindre helt i orden. Samtidig er der 100 ting, på ugebasis, som jeg lige skal huske. Alt fra er der smør i køleskabet, hvornår idrætstasken, eller biblioteksbøgerne skal med i skole, lektier. Osv osv. You know! Det der naturligt følger med med små børn.

Tilbage til indledningen. Det dræner mig, at få alle de her spørgsmål fra min partner. Ikke fordi, et ja, ved ikke, eller nej, er særligt krævende, det er bare alligevel blevet til en irritation, fordi det virker umodent (på mig) Det er nemlig ikke noget, flere behøver at have en mening eller holdning til. Det er bare noget man gør, på niveau med at sørge for ny toiletrulle, når der er behov for det.

Jeg har nu i flere år, mange gange sagt, du behøver ikke spørge mig, hvis du føler for det, eller synes at det er relevant, interessant, vigtigt eller hvad det nu er man kan tænke, når man foretager sig noget. Jeg er endda kommet til at vrisse, og sige at hvis du ikke selv kan beslutte det, så spørg dine forældre, eller bare lad være. Men det stopper bare ikke. Det kører videre på samme niveau.

Samtidig kan jeg se, at hvis jeg nævner sådan noget som at denne gryde tåler ikke at komme i opvaskemaskinen, eller at jeg synes ikke det ser pænt ud med skrald op af den halve hus-endevæg, ja så er det som at snakke med en sten. Fair nok, men jeg forstår ikke logikken i, at jeg skal partout skal være fælles til at beslutte de her aktiviteter.

Er der noget jeg misser her? Help me out😅

Jeg er 41+0 gravid, og min mand er rasende på mig fordi jeg løj om noget småt. Nu er jeg bange for, at han ikke vil være der, når jeg skal føde.

Min mand har allerede svært ved at stole på mig, fordi jeg tidligere har løjet om små ting for at undgå konflikt eller skuffe ham. I går spurgte han, om jeg havde taget noget is, og jeg sagde automatisk nej, selvom jeg havde. Jeg indrømmede det kort efter og undskyldte, men han blev ekstremt sur, fordi det ikke er første gang.

Senere fik jeg kraftige lændesmerter og troede måske fødslen var ved at starte. Jeg fortalte ham, at jeg havde ondt, var bange og havde brug for ham, men han ignorerede mig. Han sagde, at det bare er konsekvensen af mine handlinger, og at jeg må leve med det.

I morges tog han på arbejde uden at sige noget. Vi har et 41+0 tjek i dag med mulig hindeløsning, og jeg er oprigtigt bange for, at han ikke vil støtte mig eller være der, hvis fødslen starter.

Jeg ved godt, jeg har skabt mistillid og gjort noget forkert. Men er hans reaktion forståelig, eller er det for meget? Hvad ville I tænke/gøre i min situation?

Edit: grunden til at min første automatiske reaktion blev at sige nej til isen, er nok fordi han gennem graviditeten har haft meget fokus på hvad jeg måtte spise, især søde ting, da der er diabetes i min familie. Jeg kan mærke, at jeg ofte hurtigt kommer til at skjule små ting eller sige noget andet end sandheden, fordi jeg bliver nervøs for hans reaktion eller for at skabe konflikt. Det gør det selvfølgelig ikke okay at lyve, men det er nok forklaringen på hvorfor jeg reagerede sådan. Han siger selv, at han ikke ville være blevet sur over selve isen, i hvert fald ikke på samme måde som over løgnen.

Jeg var til en fest hos en veninde igår og havde en oplevelse, der stadig fylder mig med vrede idag.

Jeg er billedkunstner, som min veninde der holdt festen. På et tidspunkt kommer hendes far hen til mig for at "konversere". Han er ca.75 år. Hans første spørgsmål uden anden indledning er: "Nå, sælger du noget?".

Tilfældigvis havde jeg lige haft et godt salg dagen før, og dette år har også været bedre end de fleste, men det er jo ikke en hemmelighed at det generelt kan være utroligt svært at klare sig som kunstner. Generelt er jeg virkelig træt af at få spøgsmålet. Jeg har en følelese af at folk snager. Hvor mange spørger fx en tandlæge om de har gang i butikken, eller en djøffer om de får noget fra hånden.

Jeg fik svaret ham at jeg netop havde haft et godt salg, men at jeg jo også underviser ved siden af for at få økonomien til at løbe rundt.

Dernæst kommer hans næste spørgsmål: "Er du single", og før jeg får svaret "Er det svært med mænd?". Jeg blev simpelthen så paf over hans antagelse, så jeg svarede at "det vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare til, men det var et mærkeligt spørgsmål". Derefter vendte jeg ryggen til ham og gik kort efter ind i et andet rum.

Denne mand har altid været enormt selvsmagende og da jeg gik hjem, gik jeg og tænkte over alle de ting jeg kunne have svaret ham. Desværre er man jo sjældent hurtig i øjeblikket, fordi man bliver chokeret.

Hvad ville du have svaret ham?

UPDATE:

Tak for at I tog jer tid til at besvare mit spørgsmål. Særligt jer der faktisk svarede med snappy comebacks. Men også jer, der tog jer tid til at analyserer mig ;-)

Jeg konstaterer at rummeligheden overfor ældre mennesker i sociale sammenhæng er stor.

Fremover svarer jeg måske "Jeg er tilfreds" på første spørgsmål, og mht det andet spørgsmål, så tænker jeg at det var så aparte at situationen nok ikke lige kommer igen. Han fik iøvrigt aldrig afklaret om jeg var single, før jeg gik.

Jeg kæmper meget med skyld og skam efter afslutningen på et langt forhold, og jeg ved ærligt talt ikke længere, hvordan jeg skal forstå det, der skete.
Min eks og jeg var sammen i omkring 8 år og har to børn sammen. Vi er for nylig gået fra hinanden. Han siger, at noget i ham blev permanent ødelagt i løbet af de første 1–2 år af vores forhold på grund af den måde, jeg reagerede følelsesmæssigt dengang.
I starten blev jeg ekstremt angst og følelsesmæssigt dysreguleret. På det tidspunkt:
flyttede vi sammen
jeg var for nylig blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom, som påvirkede mig meget både fysisk og psykisk
jeg blev nødt til at stoppe på mit studie på grund af mit helbred
jeg udviklede svær stress og angst
læger havde også fortalt mig, at jeg måske skulle skynde mig, hvis jeg ville have børn på grund af min sygdom
samtidig var han meget ambivalent omkring, om han ville mig, forholdet eller børn
han trak sig nogle gange følelsesmæssigt, når jeg havde brug for tryghed og bekræftelse
og jeg fandt senere ud af, at han skjulte et cannabisproblem/-forbrug for mig.
Jeg blev ekstremt bange for at blive forladt og reagerede dårligt. Under konflikter:
græd jeg voldsomt
bad jeg desperat om bekræftelse
pressede jeg ham til at love, at han aldrig ville forlade mig
kastede jeg med ting nogle få gange
og flere gange i total følelsesmæssig overvældelse løb jeg hen mod et låst vindue og sagde, at jeg ikke kunne mere (vinduerne kunne dog ikke åbnes helt).
Jeg skammer mig dybt over den adfærd. Jeg ved, at den var usund og skræmmende. Men jeg ved også, at jeg med tiden ændrede mig meget og tog ansvar for mine handlinger. De ekstreme reaktioner skete primært i løbet af de første 1–2 år.
Det svære er, at min eks siger:
at noget i ham blev permanent ødelagt dengang
at han holdt op med at føle sig følelsesmæssigt tryg sammen med mig
at han ikke længere kunne være helt sig selv
og at selvom jeg senere ændrede mig, så “var det for sent”.
Samtidig:
fik vi vores andet barn efter de første år
han siger selv, at vi havde “gode år”
men med tiden blev hans egen adfærd også mere og mere problematisk og grænseoverskridende.
Gennem årene:
skjulte han sit cannabisforbrug og løj om det
blev han mere undgående
havde han store problemer med ansvar og daglig funktion
sov han ofte fra morgenerne, mens jeg stod alene med begge børn
trak han sig følelsesmæssigt
blev han til tider hånende, kold, nedladende eller aggressiv under konflikter
forlod han ofte svære samtaler
tog han sjældent ansvar for at genopbygge tillid
og fortalte mig ofte, at jeg var “for meget”, “kritisk”, eller at jeg fik ham til at føle sig som et dårligt menneske.
Han gaslightede mig også.
Nu siger han, at selvom hans senere adfærd var hans eget ansvar, så blev forholdet grundlæggende ødelagt af mine reaktioner i starten.
Jeg ved ærligt talt ikke længere, hvordan jeg skal forstå det.
Jeg ved godt, at min tidlige adfærd ikke var okay. Det tager jeg ansvar for. Men jeg kan ikke finde ud af:
om jeg faktisk påførte ham permanent følelsesmæssig skade,
eller om han delvist bruger de første år til at forklare eller retfærdiggøre sin egen senere tilbagetrækning og dysfunktion.
Kan man komme sig følelsesmæssigt efter, at en partner reagerer sådan, som jeg gjorde tidligt i et forhold?
Kan relationer heles efter det?
Eller ødelægger adfærd som min permanent tryghed og tilknytning — selv mange år senere?

Et tilbagevendende emne her i kassen. Min kone og jeg er begge sidst i 30'erne. Vores forhold er egentlig meget godt, bortset fra et punkt der bliver ved at vende tilbage.

Hun har ingen lyst til at prøve noget nyt eller eksperimentere seksuelt. Og når men spørger hende til det klapper hun helt i og vil ikke tale om det.

Vi har egentlig sex hyppigt nok, er par gange eller tre om ugen hvis hverdagen lige giver tid til det. Men det er altid den samme omgang. På en god dag lidt oralsex og ellers lidt hygge i ske og slutte af i doggy.

Jeg kan simpelthen ikke forstå at man kan have så lidt lyst til at prøve noget. Bare et eller andet. Jeg er selv en ret kinky fyr hvis jeg har en partner der er med på det, men i bund og grund er det initiativet og nysgerrigheden på noget nyt jeg savner.

Hvad er jeres erfaringer med dette? Er det bare at acceptere tingene som de er og så fantasere sig til resten?