Jeg er 41+0 gravid, og min mand er rasende på mig fordi jeg løj om noget småt. Nu er jeg bange for, at han ikke vil være der, når jeg skal føde.
Min mand har allerede svært ved at stole på mig, fordi jeg tidligere har løjet om små ting for at undgå konflikt eller skuffe ham. I går spurgte han, om jeg havde taget noget is, og jeg sagde automatisk nej, selvom jeg havde. Jeg indrømmede det kort efter og undskyldte, men han blev ekstremt sur, fordi det ikke er første gang.
Senere fik jeg kraftige lændesmerter og troede måske fødslen var ved at starte. Jeg fortalte ham, at jeg havde ondt, var bange og havde brug for ham, men han ignorerede mig. Han sagde, at det bare er konsekvensen af mine handlinger, og at jeg må leve med det.
I morges tog han på arbejde uden at sige noget. Vi har et 41+0 tjek i dag med mulig hindeløsning, og jeg er oprigtigt bange for, at han ikke vil støtte mig eller være der, hvis fødslen starter.
Jeg ved godt, jeg har skabt mistillid og gjort noget forkert. Men er hans reaktion forståelig, eller er det for meget? Hvad ville I tænke/gøre i min situation?
Edit: grunden til at min første automatiske reaktion blev at sige nej til isen, er nok fordi han gennem graviditeten har haft meget fokus på hvad jeg måtte spise, især søde ting, da der er diabetes i min familie. Jeg kan mærke, at jeg ofte hurtigt kommer til at skjule små ting eller sige noget andet end sandheden, fordi jeg bliver nervøs for hans reaktion eller for at skabe konflikt. Det gør det selvfølgelig ikke okay at lyve, men det er nok forklaringen på hvorfor jeg reagerede sådan. Han siger selv, at han ikke ville være blevet sur over selve isen, i hvert fald ikke på samme måde som over løgnen.