Er det normalt, at man som partner spørger om ALT?
Kære panel. Nu bliver jeg nødt til at spørge nogen “udefra”. Er det normalt at man som partner spørger om alt, alt, alt. Det er alt fra, skal jeg gå ud med skraldespanden, skal jeg feje fliserne, skal jeg aflevere flaskerne, skal det her køres til storskrald (vel vidende, at det netop står på den pågældende plads, fordi det skal til storskrald). Skal dette i skraldespanden, skal jeg stille dette i skabet. Jeg kan komme med 10000 andre eksempler, på at jeg skal involveredes og forholde mig til hver eneste lille ting, der måske skal et-eller-andet.
Og hvad er så problemet i det? Jo med et par børn, kommer der i forvejen mange spørgsmål, som til gengæld er mere eller mindre helt i orden. Samtidig er der 100 ting, på ugebasis, som jeg lige skal huske. Alt fra er der smør i køleskabet, hvornår idrætstasken, eller biblioteksbøgerne skal med i skole, lektier. Osv osv. You know! Det der naturligt følger med med små børn.
Tilbage til indledningen. Det dræner mig, at få alle de her spørgsmål fra min partner. Ikke fordi, et ja, ved ikke, eller nej, er særligt krævende, det er bare alligevel blevet til en irritation, fordi det virker umodent (på mig) Det er nemlig ikke noget, flere behøver at have en mening eller holdning til. Det er bare noget man gør, på niveau med at sørge for ny toiletrulle, når der er behov for det.
Jeg har nu i flere år, mange gange sagt, du behøver ikke spørge mig, hvis du føler for det, eller synes at det er relevant, interessant, vigtigt eller hvad det nu er man kan tænke, når man foretager sig noget. Jeg er endda kommet til at vrisse, og sige at hvis du ikke selv kan beslutte det, så spørg dine forældre, eller bare lad være. Men det stopper bare ikke. Det kører videre på samme niveau.
Samtidig kan jeg se, at hvis jeg nævner sådan noget som at denne gryde tåler ikke at komme i opvaskemaskinen, eller at jeg synes ikke det ser pænt ud med skrald op af den halve hus-endevæg, ja så er det som at snakke med en sten. Fair nok, men jeg forstår ikke logikken i, at jeg skal partout skal være fælles til at beslutte de her aktiviteter.
Er der noget jeg misser her? Help me out😅