Snappy comeback
Jeg var til en fest hos en veninde igår og havde en oplevelse, der stadig fylder mig med vrede idag.
Jeg er billedkunstner, som min veninde der holdt festen. På et tidspunkt kommer hendes far hen til mig for at "konversere". Han er ca.75 år. Hans første spørgsmål uden anden indledning er: "Nå, sælger du noget?".
Tilfældigvis havde jeg lige haft et godt salg dagen før, og dette år har også været bedre end de fleste, men det er jo ikke en hemmelighed at det generelt kan være utroligt svært at klare sig som kunstner. Generelt er jeg virkelig træt af at få spøgsmålet. Jeg har en følelese af at folk snager. Hvor mange spørger fx en tandlæge om de har gang i butikken, eller en djøffer om de får noget fra hånden.
Jeg fik svaret ham at jeg netop havde haft et godt salg, men at jeg jo også underviser ved siden af for at få økonomien til at løbe rundt.
Dernæst kommer hans næste spørgsmål: "Er du single", og før jeg får svaret "Er det svært med mænd?". Jeg blev simpelthen så paf over hans antagelse, så jeg svarede at "det vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare til, men det var et mærkeligt spørgsmål". Derefter vendte jeg ryggen til ham og gik kort efter ind i et andet rum.
Denne mand har altid været enormt selvsmagende og da jeg gik hjem, gik jeg og tænkte over alle de ting jeg kunne have svaret ham. Desværre er man jo sjældent hurtig i øjeblikket, fordi man bliver chokeret.
Hvad ville du have svaret ham?
UPDATE:
Tak for at I tog jer tid til at besvare mit spørgsmål. Særligt jer der faktisk svarede med snappy comebacks. Men også jer, der tog jer tid til at analyserer mig ;-)
Jeg konstaterer at rummeligheden overfor ældre mennesker i sociale sammenhæng er stor.
Fremover svarer jeg måske "Jeg er tilfreds" på første spørgsmål, og mht det andet spørgsmål, så tænker jeg at det var så aparte at situationen nok ikke lige kommer igen. Han fik iøvrigt aldrig afklaret om jeg var single, før jeg gik.