Han vil gerne have et barn med mig men ikke dele økonomisk ansvar
Jeg er gravid i 9. måned (uge 34) med mit første barn og har været sammen med min kæreste i 12 år. Vi er ikke gift og har aldrig været det. Det har egentlig ikke fyldt så meget for mig gennem årene, fordi vi ikke havde børn sammen. Man godt kan være i et kærligt og seriøst forhold uden at blive gift. Men da vi begyndte at snakke om børn for 6-7 år siden, ændrede noget sig inde i mig. Jeg blev "opsat" på tryghed og af det juridiske og økonomiske omkring det at stifte familie. Jeg har derfor været meget tydelig omkring, at hvis vi skulle have børn sammen, så havde jeg brug for at blive sikret juridisk. Ikke fordi jeg ønsker at tage noget fra ham, men fordi jeg ikke ønsker at stå alene og økonomisk usikkert, hvis livet en dag skulle ændre sig. (Min kæreste ejer mere end mig. Han har hus og flere penge på kontoen, mens jeg er på offentlig forsørgelse og ikke har haft de samme muligheder økonomisk.)
Han har tidligere sagt, at grunden til vi ikke bliver gift er, at kommunen vil komme efter os økonomisk, hvis vi bliver gift. Det kan jeg til dels godt forstå, men jeg sidder også med en følelse af, at han måske heller ikke havde ønsket at gifte sig, selv hvis jeg havde haft arbejde.
Det svære er, at jeg fra starten gjorde det meget klart, at jeg ikke havde lyst til at få børn uden en form for økonomisk og juridisk sikkerhed. Ikke nødvendigvis ægteskab, men i det mindste et testamente eller en aftale, der gjorde, at jeg ikke stod uden noget, hvis han gik fra mig eller døde. Han har altid gerne vil have børn med mig, men han har også haft talt om særeje og om at beskytte det, han selv har bygget op. Dengang sagde jeg faktisk, at så behøvede vi ikke få børn sammen. For jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan vælge at få børn sammen uden også at ville skabe et fælles økonomisk fundament. Jeg føler, at når man får børn sammen, så tager man også fælles ansvar for konsekvenserne og risikoen. Han endte med at love mig, at hvis vi fik børn - også før vi fik børn, så skulle vi lave testamente og sikre mig ordentligt. Vi kontaktede endda en jurist, men da de ringede tilbage, tog han ikke telefonen og fulgte aldrig op på det.
Nu står jeg her højgravid og føler mig utrolig sårbar. Når jeg prøver at tage emnet op igen, bliver han frustreret og siger ting som: ''Du skal sikres'' og ''Jeg forlader dig aldrig.'' samtidig undgår han at give konkrete svar eller få lavet noget juridisk. Det gør mig ked af det på et dybt plan, fordi jeg føler, at jeg rykkede mig enormt meget ved at blive gravid uden at det faktisk var på plads først. Jeg stolede på hans ord og på de løfter, vi havde talt om gennem længere tid. Nu føler jeg pludselig, at målstregen er blevet flyttet.
Jeg prøver ikke at være grådig eller tage hans penge. Jeg elsker ham, og jeg tror egentlig ikke, at han kommer til at forlade mig. Men jeg føler samtidig, at det er ansvarligt at tænke på, hvad der sker, hvis livet ikke går som planlagt. Især når man sætter et barn i verden. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man gerne vil have børn sammen, men bliver utryg ved tanken om juridisk og økonomisk forpligtelse.
Overtænker jeg det her på grund af graviditeten? Eller er det fair, at jeg føler mig svigtet og utryg over, at han ikke følger op på noget, han tidligere lovede mig?