Aftensmad med svigerforældre hver eneste gang jeg besøger kæresten
Jeg har virkelig brug for nogle input udefra til denne situation, som jeg efterhånden er begyndt at få lidt ondt i maven over.
Jeg (k21) har været kærester med min kæreste (M20) i cirka 4 måneder.
Vi bor omkring 4 timer fra hinanden, så når vi ser hinanden, er det typisk i weekenderne, hvor vi besøger hinanden og er sammen i flere dage ad gangen.
Han bor stadig hjemme hos sine forældre, og hans familie har en meget fast og vigtig tradition: de spiser aftensmad sammen hver eneste dag. Det betyder, at når jeg er på besøg, så spiser vi aftensmad med dem.
Mig, ham og svigerforældrene. Intet tændt TV, eller baggrunds musik.
Hans forældre er egentlig rigtig flinke og imødekommende, og jeg har efterhånden spist aftensmad med dem omkring 10 gange. Så det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, det er mere situationen, jeg begynder at få det svært i.
Jeg kan mærke, at der kommer et ret stort socialt pres på mig i de situationer. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre et godt indtryk, fordi det er hans familie, og jeg er ny i deres dynamik.
Men samtidig kan jeg mærke, at oven i en lang uge, 4 timers transport, at lave krævende aktiviteter med mit kæreste i løbet af dagen osv, bliver jeg hurtigt psykisk træt af at skulle spise med dem, da jeg på det tidspunkt mest bare har lyst til at tilbringe tid med min kæreste imens vi slapper af med noget mad.
Når vi spiser, føler jeg lidt, at det er mig, der skal holde samtalen i gang. Jeg føler mig meget “på” hele måltidet, og det bliver en meget intens halv time for mig hver aften, hvor vi spiser sammen. Ofte bliver kommer jeg så meget på overarbejde, at jeg heller ikke får spist nok.
Nogle gange overvejer jeg bare at være stille, men så kan jeg også komme til at tænke på, at hans tidligere kærester jo har skulle gøre det samme. Så bliver jeg bange for, at de kan lide mig mindre hvis jeg ikke præsenterer eller spiser med, og jeg tænker på hvordan de mon har været når de spiste der.
Min kæreste er heller ikke så god til at hjælpe mig med at holde samtalen i gang i de situationer, selvom jeg også har nævnt det lidt for ham. Han har selv et lidt stramt forhold til hans forældre til tider, så det ender mig at jeg snakker 80% af tiden, og at han er nede på 20%, svare kort på ting, og tilføjer ikke meget til samtalen.
Til tider kan han faktisk blive irriteret over noget vedrørende dem imens vi spiser, diskutere det en smule og dermed blive kortfattet, hvilket bringer en rigtig akavet stemning.
Jeg synes også selv, det er svært at få sagt ordentligt til ham at jeg har det stramt med situationen, fordi jeg ikke har lyst til at kritisere hans forældre eller deres måde at gøre tingene på, eller at han skal føle at jeg ikke bryder mig om det.
Jeg vil heller ikke have, at han skal vide jeg har det stramt hver gang vi spiser med dem og tænke over det hver gang, eller føle at han skal vælge side.
Samtidig er det også lidt svært for mig at sige, at jeg ikke vil spise med dem, fordi jeg godt ved, at de er flinke, og det ville også føles uhøfligt og respektløst bare at trække mig fra det.
Så jeg står lidt i en situation, hvor jeg føler mig fanget mellem at ville være høflig, være en god kæreste og svigerdatter-agtig figur og samtidig passe på mig selv.
Løsningen jeg selv er kommet frem til indtil videre, er at vi nogle gange tager ud og spiser på restaurant os to i stedet for. Men vi er begge studerende, og det er ikke fordi vi har den største indkomst, så det er ikke realistisk at gøre det hver gang.
Lige nu kan jeg mærke, at det faktisk begynder at fylde før jeg overhovedet tager hen til ham. Jeg får lidt ondt i maven ved tanken om den her halve time med aftensmad, selvom resten af besøget egentlig er rigtig hyggeligt.
Jeg ved bare ikke, hvordan man håndterer det her på en måde, hvor jeg ikke er uhøflig overfor hans familie, ikke sårer min kæreste, og samtidig ikke ender med at have det sådan her hver gang jeg er der.
Alle råd, erfaringer eller perspektiver er virkelig meget velkomne.