u/Noskihojen

Jeg har valgt at undlade de værste detaljer, så jeg ville ikke komme med en trigger warning, men vær opmærksom at emnet i sig selv kan være lidt groft

Før jeg kommer med selve dilemmaet, er her lidt kontekst som er vigtigt først:

Jeg (22M) gik på efterskole her for godt og vel 5-6 år siden, hvor jeg fik en vennekreds, som jeg var ret glad for. Vi har været enormt tætte, og er det stadig i dag.

Der er så bare lige det aberdabei at jeg samtidig på daværende tidspunkt gik med nogle ret alvorlige traumer fra tidligere i mit liv, som jeg har brugt tiden siden da på at få bearbejdet. De her mennesker var nogle af de få rigtige venner som jeg havde, og det var jeg virkelig taknemmelig for.

Og fordi man netop finder sine relationer alt efter kemi osv, og (i mit tilfælde) havde en masse psykisk der skulle bearbejdes, og generelt var en helt anden person, var det selvfølgelig også den person jeg var på daværende tidspunkt, jeg valgte mine venner udefra.

Nu her ca 6 år senere, er jeg endelig ved at nå det tidspunkt i mit liv, hvor jeg for alvor er begyndt at være ovre traumerne og for alvor være glad og udadvendt, hvilket jo selvfølgelig er fantastisk, men på samme tid gør det også, at jeg kan mærke hvordan de her relationer, fra mit eget synspunkt, er ved at glide fra hinanden, hvilket jeg er utrolig ked af at mærke tendenser til.

Og i takt med at jeg får det bedre og bedre med mig selv, kan jeg også mærke at de her venskaber går hen og bliver mere og mere overfladiske. Jeg ønsker det for alt i verden ikke, fordi de er stadig nogle af de tætteste venskaber jeg har, så helt kort..

Hvad gør jeg her?