u/BarnacleVisible8883

Hej alle,
Jeg er 27 år, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det her, men jeg har brug for lidt håb eller bare et ærligt perspektiv udefra.
Jeg har altid prøvet at sige til mig selv, at alle har deres egen vej i livet, og at man ikke skal sammenligne sig med andre, men det er som om den tanke langsomt er begyndt at smuldre, fordi jeg hele tiden føler mig lidt bagud i forhold til folk omkring mig.

Det virker som om de fleste har fået tingene til at falde på plads på en eller anden måde – job, retning, relationer, noget der hænger sammen – og jeg har bare ikke rigtig kunnet få det til at ske. Jeg har gjort det, jeg troede var rigtigt hele vejen igennem. Uddannelse, arbejde hårdt, tage ansvar, blive ved selv når det ikke føltes som om det rykkede noget. Jeg troede faktisk, at det på et tidspunkt ville begynde at give mening, men det har det ikke rigtig gjort.

Og nogle gange tænker jeg også, om det måske hænger sammen med, at jeg har skullet igennem nogle ting i livet, som ikke er helt “normale” i forhold til andre på min alder. Ting der har gjort det sværere bare at have den der følelse af stabilitet og retning, som mange andre ser ud til at have.

I stedet står jeg et sted, hvor jeg har en uddannelse, jeg ikke kan bruge til noget, og et deltidsjob, der lige får økonomien til at hænge sammen, men uden at det føles som om jeg bevæger mig nogen vegne. Og det gør noget ved mig. Jeg begynder at tvivle på, om jeg har gjort noget forkert, om jeg har misset noget alle andre har forstået, eller om det i virkeligheden bare er mig, der ikke er god nok, selvom jeg prøver at lade være med at tænke sådan.
Det samme går igen socialt. Jeg er ret meget alene, og jeg har egentlig altid været introvert og haft det fint med mit eget selskab, men det er begyndt at føles mindre som et valg og mere som bare at være alene. Jeg har ikke så mange venner, og nogle gange tænker jeg, om jeg bare er blevet en af dem, der ikke rigtig passer ind nogen steder uden at vide hvorfor.

Kærlighedslivet er der næsten ikke noget af, og det fylder mere, end jeg selv synes det burde. Mit sidste forhold ligger helt tilbage i mine teenageår, og siden da har der ikke rigtig været noget. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, om der er noget ved mig, der gør, at det bare ikke er noget, der kommer til at ske igen, selvom jeg godt ved, jeg nok ikke burde tænke sådan.

Og familien… det er også noget, der ligger og fylder på en stille måde. Jeg har ikke kontakt til mine søskende, og jeg er vokset op i noget, der var ret ustabilt. Min far var ikke en del af mit liv det meste af tiden og døde senere efter sygdom. Vi fik aldrig rigtig talt ud om noget eller fået afsluttet det, og nogle gange føles det bare som om jeg står lidt alene tilbage med det hele uden rigtig at vide, hvad jeg skal stille op med det.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer af at skrive det her, men jeg tror jeg har brug for at høre fra nogen, der har stået et sted, hvor man føler, man har gjort alt “rigtigt”, men stadig sidder fast og ikke kan finde ud af, hvordan man kommer videre – og alligevel på en eller anden måde er kommet videre.

Hej Redditters,
Jeg har aldrig skrevet herinde før, men gør det nu, fordi jeg ærligt talt ikke ved, hvad jeg skal gøre længere, og måske er der nogen, der har stået i en lignende situation eller har nogle gode råd.

Jeg er 27 år og har en professionsbachelor i international handel og markedsføring. Det seneste års tid har jeg forsøgt at finde arbejde, men uden held. Jeg har søgt alt fra marketing, kommunikation og salg til detailjobs, kontorarbejde og trainee stillinger. Efterhånden føler jeg, at jeg har søgt alt, hvad der kunne være relevant, men jeg kommer ingen vegne på grund af manglende erfaring. Jeg har også søgt kontorelevstillinger. Jeg har været til to samtaler, men begge steder fik jeg at vide, at de ikke mente stillingen ville være udfordrende nok for mig på grund af min uddannelse og baggrund, og de valgte andre kandidater, der passede bedre til deres kriterier. Så selv dér følte jeg, at jeg faldt mellem to stole.

De fleste fra min omgangskreds og studiet sidder i nogenlunde samme situation, og de få der har fundet job, har fået det som forlængelse af deres praktikforløb eller gennem deres netværk. Som en del af min uddannelse havde jeg også to praktikforløb, men et meget begrænset netværk at trække på. Hos mit seneste praktiksted blev jeg ansat som studentermedhjælper i salgs-og marketingafdelingen, og jeg troede virkelig, det kunne blive starten på noget. Men det viste sig hurtigt, at de mest havde brug for ekstra hænder i juleperioden, fordi de ikke kunne få nye praktikanter ind før efter vinter. Jeg endte derfor med at bruge næsten al min tid på lageret med at pakke ordrer, og bagefter blev jeg opsagt med begrundelsen, at de ikke havde økonomi til at beholde mig længere. Afdelingslederen blev i øvrigt selv fyret nogle måneder senere og søger stadig job i dag ifølge LinkedIn

Jeg ved godt, at nogen måske vil spørge, hvorfor jeg ikke bare læser videre, men det er desværre ikke realistisk økonomisk, fordi jeg ikke har nok SU klip tilbage til at få hverdagen til at hænge sammen. Lige nu arbejder jeg på deltid i en mellemstor virksomhed inden for detailhandel, hvor jeg har været i otte år. Det er det, der gør, at jeg kan få hverdagen til at løbe rundt nogenlunde, men der har været ansættelsesstop i en længere periode, så jeg har heller ikke haft mulighed for at få flere timer eller en fuldtidsstilling dér

Jeg har forsøgt at skabe muligheder internt i virksomheden. Min chef var heldigvis rigtig hjælpsom og satte mig i kontakt med marketingafdelingen. Marketingchefen virkede i starten meget interesseret i at have mig med ombord til et kort praktikforløb, og for første gang i lang tid fik jeg faktisk lidt håb. Men da min chef og jeg forsøgte at kontakte ham omkring koordineringen, gik der flere måneder med dårlige undskyldninger og manglende tilbagemeldinger, og derfor måtte jeg til sidst opgive det.

Hvis du er kommet hele vejen igennem, så respekt, du har mere stamina end min jobsøgning.

Det er ærligt talt begyndt at påvirke mig mentalt, og jeg kan ikke lade være med at tænke, om der måske er noget galt med mig. Særligt fordi mine forældre giver udtryk for, at jeg måske ikke har prøvet hårdt nok. Om det er uheld, dårlig timing eller bare et CV der bliver behandlet som spam af universet, ved jeg ikke. Jeg føler i hvert fald, at jeg er fuldstændig fastlåst, og at mit arbejdsliv er gået i stå, før det overhovedet er kommet i gang. Jeg er virkelig åben for alle former for konstruktive råd, for jeg føler mig ærligt talt ret fortabt og brændt ud.