u/AwarenessSpirited481

Vi bor på cirka 115 m2 fordelt på tre værelse, stue/køkken, bryggers, fordelingsgang og ét bad/toilet. Vi er fire mennesker, to af dem børn, som er 7 og 10 år lige nu, men jo altså bliver større. Vi har lige nu fint med plads, og mangler kun ind imellem et ekstra toilet.

Alle, og jeg mener virkelig ALLE, siger, at det er urealistisk at blive boende. Delvist fordi værelserne er ved siden af hinanden og i rap (der er meget lydt) og delvist pga det ene badeværelse.

Vi har mulighed for at renovere og etablere et ekstra bad, men det er en større operation, da køkken skal flyttes, graves ud til kloak mv, og det koster os helt sikkert på den gode side af 600.000+. Vi kan også sælge og finde noget større. Vores hus ER slidt, men det giver os økonomisk ro med nuværende boligforhold, og vi er glade for placering og naboer.

Men kan det virkelig passe, at det ikke er holdbart? Vi har ikke lyst til at gældssætte os mere. Vi har pengene til renoveringen, men vi har også ro i maven med visheden om de penge på bankkontoen (eller investeret…). Samtidig er huset en realistisk størrelse for os, når børnene engang flyver fra reden. Vi vil ikke bo to personer stort, så hvis vi flytter, er det med udsigt til at nedskalere igen når børnene rykker videre.

Og er det ikke mange penge at bruge, fordi andre mener det er urealistisk?

Man kunne jo godt leve en familie med ét badeværelse sådan engang? Eller hvad?

Vi ønsker selvfølgelig at vores børn er så meget hjemme som muligt, også når de bliver unge, og deres venner er altid velkomne her og må altid overnatte og spise med. Vores hjem er altid åbent. Men betyder størrelsen, at de vælger os fra?

Jeg har et deltidsarbejde. Ikke godt lønnet, men søde kollegaer, fine opgaver på papiret, intet stort arbejdspres, tæt på hjemmet, stor fleksibilitet - og så videre og så videre

Alligevel er jeg ved at visne langsomt op. Jeg får det fysisk dårligt når jeg skal sove om aftenen, fordi jeg slet ikke kan overskue at køre på arbejde. Jeg hader det! Jeg keder mig, samtidig med at jeg heller ikke magter et mere udfordrende job. Det er så meningsløst at sidde der bag computeren dagen lang.

Jeg er kommet til en erkendelse af, at jeg nok bare er brændt ud. Fuldstændig. Jeg ved ikke hvorfor, for jobbet og dagligdagen presser mig ikke som sådan. Måske gider jeg bare ikke arbejde? Jeg ved det ikke. I hvert fald bliver jeg helt modløs, når arbejdsdagen nærmer sig og tiden snegler sig af sted, mens jeg er der.

Men hvad så? For det giver mig også en følelse af tomhed, at jeg ikke dur til noget og er uambitiøs, for det har altid været vigtigt for mig at levere gode, gennemarbejdede resultater. Nu er jeg bare ligeglad…

Andre, der har ramt den mur? Hvordan kravlede i over den?