Beklager det lange skriv, men jeg håber at der er nogle der kan magte at læse det… Hvis ikke, er det helt okay og så vil jeg blot spørge - Er der nogen herinde, der har erfaring med at have en partner der har / har haft en depression, som vil dele, hvordan det går i dag?
Baggrundshistorie:
Jeg føler at jeg holder fast i mit forhold med næb og klør og at jeg konstant må trykke på put-knappen og sluge nogle kameler. Vi har en baby på 7 måneder og han har haft en depression i over et år (minimum, men for lidt over et år siden bemærkede jeg tegnene). Jeg bad ham gå til lægen flere gange, men han blev vred og kaldte mig skør pga. graviditetshormoner. Først for 3 måneder siden fik jeg ham overbevist om det, efter lang tids kamp og lægen diagnosticerede ham hurtigt og satte ham i behandling.
Det har været en sindssygt hård graviditet, hvor han simpelthen har holdt på hver krone og øre (jeg har købt alt relateret til baby og har vi handlet enkeltting som en håndsæbe har han anmodet om et par kroner for halvdelen, alt imens han har “glemt” at overføre når jeg har lagt ud for flere hundrede kroner osv). Derudover har han haft svært ved at sætte sig ind i mine graviditetsproblemer (bækkenløsning, graviditetsdiabetes, svangerskabsforgiftning og mere), og vores hjem har mere eller mindre sejlet i graviditeten, fordi jeg ikke har kunne magte opgaven - og det har han heller ikke og det magter han stadig ikke.
I dag står jeg for alt der hedder baby (putning, mad, bad), have, hus, rengøring og oprydning, økonomi, planlægning. Han laver aftensmad, som jeg så vidt muligt forbereder inden han kommer hjem fra arbejde og han handler småindkøb hvis jeg beder om det, større indkøb tager vi sammen. Når han kommer hjem sætter han sig og ser TV, siger han er træt og at det har været en hård dag. Vi sover hver for sig fordi vores barn vækker ham om natten. Han holder stadig på pengene og jeg betaler alt praktisk til vores datter stadig. Beder jeg ham om at hænge billeder op i vores nye hjem, udsætter han det i flere uger og sukker højlydt, ruller øjne og brokker sig, når jeg siger at nu skal det altså være. Jeg har bedt ham om at vise mig, hvordan jeg gør det til en anden gang, men det nægter han. Også selvom jeg står lige ved siden af imens.
De her ting er så smertefulde at være vidne til, fordi han gør alt det her for andre uden at blinke. Står en ven (eller en jeg kender) i en flytning, tager han en hel søndag ud for at hjælpe dem uden brok. Når vi er ude med venner og bekendte giver han gerne en omgang eller tilbyder at give maden. Han står gerne 1,5 døgn og forbereder/laver mad fordi han har inviteret kollegaer han har kendt i 2 måneder på spisning. Alt det her ser jeg, at han finder energi og lyst til overfor alle andre end mig. Jeg føler simpelthen, at han behandler alle omkring os vildt godt og overskudsagtigt, mens jeg ikke rigtig er værd at gøre meget for.
Vores sexliv er så godt som dødt, med 3 gange på over et år. Og det er ikke fordi, at vi ikke har tid. Men han vil hellere se TV, når muligheden byder sig og “lade op”.
Jeg holder fast i et håb om, at tingene bliver bedre når han er på den anden side af sin depression. Noget i stil med, hvordan tingene var inden (selvom man måske ikke bliver den samme igen). Men jeg kan mærke mere og mere, at jeg føler jeg bærer alt for meget på mine skuldre og jeg ved snart ikke om jeg kæmper forgæves. Når det så er sagt, så har vi jo et barn sammen og jeg vil så gerne have det til at fungere.
Parterapi vil han kun gå med til, hvis jeg betaler gildet.
Så …. Er der nogen herinde, der har erfaring med at have en partner der har / har haft en depression, som vil dele, hvordan det går i dag?