Hej DKbrevkasse,
Jeg vil gerne lige starte med at sige at jeg ikke er igang med noget, og jeg kommer ikke til at gøre noget ud fra dette opslag i den nærmeste fremtid, medmindre jeg får en eller anden latterlig bøde eller noget:-)
Anyhow:
Jeg kan ikke længere se hvad pointen er med at være her.
Jeg er voksen i slut tyverne, færdiguddannet, har et arbejde i mit felt, og bor alene.
Alligevel har jeg intet overskud, hverken i hovedet eller i pengepungen, og alt som jeg nyder/hygger mig med, koster penge som jeg ikke har (at ses med venner, at træne, videospil w/e) alt koster noget.
Man kan ikke få en psykolog uden at betale for det, jeg ville gerne spise bedre men det bliver også hurtigt dyrt i forhold til at jeg PT lever af ris og frosne grøntsager.
10 timer af mit vågne liv går med arbejde + transport dertil og derfra, og jeg er meget udmattet når jeg kommer hjem - så intet overskud til at lave noget særligt ellers, det føles som om at jeg bare er her for at arbejde.
Boligmarkedet er bollet, inflation stiger mere end min løn gør, romantik føles dødt, og mange af mine kammerater brænder ud og går ned med stress.
Alle firmaer forsøger konstant at presse flere penge ud af os, og en stor del af befolkningen lader til at være ligeglade, så længe indvandrene får det værre.
Jeg tror ikke længere på at det kommer til at blive bedre, og syntes ikke at det er fedt at være her, så ville det ikke være OK, sådan rent spirituelt, hvis jeg trak stikket?
Det er selvfølgelig fair nok at andre har det godt og nyder deres liv, men sådan som samfundet er bygget op er bare ikke noget for mig, jeg tror ikke jeg er bygget til det.
Jeg har rejst, set mere af verden end de fleste på min alder, har oplevet fede ting osv, så fra mit synspunkt er det en informeret beslutning, og jeg syntes ikke at det er min dagligdag værd.
En stor del af mit opslag handler om penge, som så mange andre gør, og jeg ved at jeg kunne søge andet arbejde, eller forhandle mig til højere løn, men jeg gider ikke at skulle slås mere, og jeg har ikke overskudet.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det til mine venner og familie, for at "mindske" tabet, og i øvrigt syntes jeg at det er latterligt at det ikke er mere acceptabelt at sige "Fint at i hygger jer, men det gør jeg ikke, så jeg skrider", det er vel forhelvede mit liv at smide væk, det er noget forbandet bondefangeri.
Giver det mening?
Hvordan tænker i jeg kunne kommunikere det til mine nærmeste for at de ikke skulle blive vildt hårdt ramt af min fratrædelse?