Tompladsordning til gymnasielærer?
Jeg er en 30-årig mand uddannet cand.scient.pol, som de sidste fire år har arbejdet i staten. Det er et ganske fint arbejde, som jeg egentligt godt kan lide. Alligevel har jeg siden, at jeg startede på universitetet, haft en drengedrøm om at undervise unge mennesker og give min viden videre (grunden til, at jeg ikke tog en tværfaglig universitetsuddannelse, er af familiære årsager - min familie kunne ikke lide idéen om, at jeg bliver gymnasielærer, så dem lyttede jeg en smule for meget til…).
Jeg kunne godt tænke mig at videreuddanne mig inden for en overskuelig tidshorisont, evt. ved at læse matematik på tompladsordning, således jeg har undervisningskompetence i både samfundsfag og matematik, som på den måde gør mig attraktiv som ansøger til gymnasielærerjobbene senere.
Jeg er dog i tvivl om at kaste mig ud det. Jeg har en interesse for matematik og er ret sikker på, at jeg fagligt kan følge med, om end jeg ingen store forventninger har karaktermæssigt. Er der nogen, der har erfaring med dette skifte fra andet arbejde til gymnasielærer ved at læse på tompladsordning, evt. ved siden af en ikke-gymnasierelateret fuldtids- eller deltidsstilling? Kan man “designe” sin tompladsuddannelse ved at tage færre ECTS-point, men over en længere periode? Og er det noget værd?
(Det behøves ikke at være matematik. Jeg er utroligt fleksibel i valg af andet fag, men matematik er blot, hvad jeg forstår, er mest eftertragtet).