Jeg (k22) mistede min mormor for nylig. Hun fik en hjerneblødning, men døde ikke af den, dog trak hun blot vejret meget svært, så det var virkeligt ikke godt. Derfor gik der også lidt over et døgn før hun sov ind. Jeg blev ringet op tidligt om morgenen af min mor, om at jeg skulle komme. Min kæreste (M22) kom da han fik fri fra arbejde. Vi har været sammen i 2,5 år. Min mormor elskede ham, og jeg havde jo også brug for støtten i den hårde tid. Han kom og var der i en times tid, og spørger så om det er okay han tager til fodboldkamp, da holdet ikke kan stille hold uden ham. Jeg kunne ikke finde på at sige nej, så jeg siger det er okay. Han kommer så for at hente mig efter kampen, og vi kører hjem. Min mormor er fortsat i live, men vi ved godt der ikke er længe tilbage.
Dagen efter arbejder jeg hjemme, og han tager på arbejde. Jeg sagde farvel til min mormor dagen før, så jeg skal ikke hjem til hende igen. Dette har jeg sagt til ham, så regner derfor med at han er der for mig når han har fri. Også fordi vi er ret sikre på der kun er nogle timer tilbage. Alt dette er han klar over, men han siger så - jeg har jo aftalt med 2 venner vi skal ud og spise og drikke øl, og det kan jeg altså ikke aflyse nu, vi har jo booket bord. Det bliver jeg meget skuffet og ked af det over, jeg går jo igennem noget meget hårdt lige nu. Jeg giver udtryk for at det har jeg det ikke godt med, for hun sover med stor sandsynlighed ind den aften. Det ender med han siger han droppe øl, men tager stadig ud og spise. Og jeg skal ringe hvis der sker en udvikling med min mormor. Jeg bliver ked af det over det her, da jeg har udtrykt og sagt direkte at jeg ikke har det godt med det, og gerne vil have at han bliver hjemme ved mig. Han kan ikke være i tvivl om hvor slemt det er med hende, og at hun ville sove ind i løbet af de næste par timer.
Det ender med at min mormor sover ind, imens min kæreste er ude og spise. Så jeg sidder helt alene derhjemme imens jeg får nyheden. Kl er næsten 21 på det her tidspunkt, og han skulle spise kl 18:00. Så han har ikke ligefrem skyndt sig at blive færdig.
Jeg ringer til ham med det samme helt knust, og han skynder sig hjem til mig med det samme.
Nu hvor jeg har fået det hele lidt på afstand, så føler jeg dog overhovedet ikke det var okay? Jeg kunne aldrig finde på at tage ud med mine veninder, vel vidende om at hans mormor lå for døden.
Jeg mistede min morfar meget pludseligt ikke så lang tid efter vi fandt sammen, så ham nåede han ikke engang at møde. Men der var han der for mig 100%, uden jeg skulle udtrykke også selvom der var ting han egentlig skulle med hans familie.
Det skal lige siges at vi også oplever andre bump i øjeblikket. Jeg har bare svært ved at vurderer om det var for meget at forvente?