Jeg har brug for et ærligt perspektiv måske fra nogen, der har stået i noget lignende.
Jeg mødte min mand for 10 år siden. Jeg var egentlig ikke et sted i mit liv, hvor jeg ønskede at starte forfra. Jeg var blevet skilt nogle år før og havde fundet ro i mig selv. Men så mødte jeg ham og jeg blev forelsket.
Han er 12 år ældre end mig. Dengang oplevede jeg ham som meget familiekær, og det betød meget for mig, fordi jeg selv kommer fra en stor, varm familie. I dag ser jeg noget andet.
Vi har et fælles barn på 7 år, og jeg har også større børn, som næsten er voksne. Vi har et fælles hjem og et liv sammen på papiret. Men i praksis føles det ofte som om, jeg står alene med det meste.
Det er mig, der planlægger alt: ferier, weekender, fødselsdage, jul hele familielivet. Jeg får det til at ske. Han siger selv, at han godt ved det, og at han elsker mig for det. Men jeg er ærligt talt ved at være træt. Ikke lidt træt, virkelig træt.
Et eksempel: I februar skulle vi alle på ferie sammen i 8 dage til et varmt sted. Han havde ikke lyst til destinationen og valgte simpelthen ikke at tage med. Så jeg tog afsted med vores fælles barn og mine andre børn, mens han blev hjemme alene.
Nu står jeg i en anden situation. Min morfar er død, og vi er samlet til begravelse. Men min mand er her ikke. Han valgte arbejde til. Samtidig har han fortalt en kollega, at han ville tage med og det efterlader mig med en underlig følelse af, at det måske handler om, hvordan han fremstår overfor andre.
Det her er ikke en enkeltstående situation. Det har stået på i mange år. Jeg har vænnet mig til det. Tilpasset mig. Og jeg har tænkt tanken om skilsmisse mange gange.
Men jeg er også realistisk: Jeg har et barn på 7 år, som jeg ikke ønsker at splitte op mellem to hjem endnu. Jeg ønsker ikke deleordninger hen over jul og højtider lige nu. Og økonomisk vil det være svært for mig at skabe plads til alle mine børn alene. Så jeg bliver i hvert fald for nu.
Problemet er bare, at noget i mig er begyndt at lukke ned. Jeg tager mere og mere afstand fra ham. Når han prøver at være kærlig eller “lege kærester”, så reagerer jeg næsten modsat. Jeg kan mærke en form for afstand eller ubehag som om noget er slukket.
Jeg er heller ikke et sted, hvor jeg drømmer om en ny relation. Tværtimod. Det føles som om mit kærlighedskompas er blevet helt forstyrret.
Jeg er begyndt at spekulere på, om der kan være noget andet på spil hos ham. Om han måske har træk, der gør det svært for ham at indgå i det fællesskab og den gensidighed, jeg længes efter. Jeg ved det ikke – og jeg vil heller ikke sygeliggøre noget uden grund. Men jeg prøver at forstå.
Så mit spørgsmål er:
Er der nogen, der har levet i et forhold, hvor man står med det følelsesmæssige og praktiske ansvar alene – og hvor partneren trækker sig fra fællesskabet?
Hvad gjorde I?
Blev I eller gik I?
Og hvordan fandt I ud af, hvad der var det rigtige?
Jeg er ikke vred. Bare træt og i tvivl.