Traumetanker trigget af Michael biopic
Kære brevkasse.
I forbindelse med at jeg forsøger at rydde op i mine egne traumer og forstå dynamikkerne mellem mennesker, der skader andre mennesker, fylder Michael Jackson-sagen meget hos mig for tiden.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han var et ekstremt komplekst menneske. Massivt talentfuld, men også dybt forstyrret og narcissistisk. Vi behøver ikke diskutere skyldsspørgsmålet her, for det kommer verden nok aldrig endeligt til bunds i.
Men der er én ting, jeg bliver ved med at undre mig over i fortællingerne fra hans mulige ofre. Og måske har jeg overset noget.
Hvorfor taler man så lidt om forældrenes rolle?
Altså det svigt, der kan ligge i at overlade et barn alene til en voksen, magtfuld og tydeligt grænseoverskridende mand?
For mig virker det næsten bagvendt, at fokus så ofte samler sig udelukkende om gerningsmanden. Min egen erfaring er, at noget af den dybeste vrede ofte retter sig mod de voksne, som skulle have beskyttet barnet, især hvis barnet bagefter står alene med oplevelserne. Traumerne er én ting. Følelsen af ikke at være blevet passet på er noget andet, og ofte endnu mere ødelæggende.
Har jeg overset den debat?
Eller sidder andre med samme tanker?
Noget af det, der trigger mig mest, er følelsen af ikke at kunne gennemskue mennesker. Netop dét har været roden til flere af mine egne oplevelser. Derfor føles Michael Jackson-debatten næsten som den ultimative case på det. Hvordan kan et menneske virke både varmt, karismatisk og elsket og samtidig potentielt være farligt?
Og efter jeg selv er blevet forælder, rammer det endnu hårdere. For nu handler det ikke kun om at forstå fortiden, men også om hvordan man lærer sit eget barn at navigere i mennesker og grænser. Noget mine egne forældre aldrig formåede at lære mig.