Mangel på ståsted?
Det her er lidt svært at beskrive med ord, men jeg føler lidt at mit liv delvist er baseret på en løgn. Altså at intet rigtigt er sandt eller ægte, men bare baseret på ønsketænkning, manipulation (primært andres) og illusioner. Jeg er ikke i fare for at gøre noget dumt, jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal med mit liv som det er nu. Jeg føler lidt at jeg skal spille skuespil ofte, omkring hvor skidt jeg egentligt har det med mit liv. jeg går til noget terapi og det er godt, men det hjælper mig jo ikke til at få et bedre liv, det er mere bare følelsesmæssig støtte. Jeg synes at mange ting i mit liv har været utrygge og uhyggelige, og det giver mig følelsen af at jeg ikke rigtigt kan finde ud af at beskytte mig selv, hvilket jeg skammer mig over.
Jeg prøver hver dag at tage mig sammen, og få det bedste ud af min dag, men jeg har bare svært ved at se hvordan tingene nogensinde skulle blive ægte gode for mig. Det føles som at jeg bare affinder mig med mit halvdårlige liv, fordi det ofte føles umuligt at bryde fri. Jeg passer mit job, men jeg har bare svært ved at se hvordan jeg nogensinde skal blive en lykkelig voksen. Jeg har det selvfølgelig også godt en gang imellem, og kan sagtens distrahere mig selv, men der er bare noget socialt, personligt og integritetsmæssigt, som ikke føles holdbart på nogen måde, som jeg ofte støder på. Simpelthen nogle hurdles jeg ikke kan tage mig om på den anden side af, fordi jeg ikke føler mig ægte og ikke rigtigt tror på mig selv, og jeg er træt af at tænde mit eget håb hvis det alligevel ikke kan holde.
Er der nogen der kan genkende følelsen af at meget af det gamle føles som en løgn, men stadig ikke rigtigt har landet i hvad der så skal ske? Jeg ved det lyder lidt abstrakt, men har ikke lyst til at gå i detaljer. Jeg vil ikke tro på luftkasteller, men jeg har heller ikke lyst til at være ulykkelig ofte. Jeg har ikke lyst til at være deprimeret eller deprimerende, men jeg vil bare ikke lyve for mig selv.