Hvornår ved man at man skal skilles?
Jeg er gift med min kone på 3 år, vi har været sammen i 5 år og har en søn på 2,5 år. (K29 og K37)
Vi ejer hus og bil sammen.
Sagen er den, at jeg er ved at være fyldt af alt det der sker herhjemme.
Jeg arbejde mandag til fredag, primært i dagtimerne hvor jeg møder alt mellem kl 8-12 og har fri mellem kl. 12.45-15.00. En dag om ugen arbejder jeg til kl 21.30. Jeg har fri hver weekend og hver ferie.
Min kone arbejder skiftende arbejdstider og arbejder hver 3 weekend. Så det er primært mig som bringer og henter hver dag. Min kone henter den dag jeg arbejder aften, ellers ikke.
Vi skændes utrolig meget og bølgerne kan gå virkelig højt. Vi har prøvet parterapi, men synes ikke det gav os de rette hjælpeværktøjer til at mindske vores skænderier og uenigheder.
Jeg er ved at være fyldt. Jeg er mere sur, ked af det og “ødelagt” af at være i vores ægteskab. Vi prioriterer ikke hinanden - og jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har været på date, hvor det bare har været min kone og jeg. Min kone har den holdning til, at vi jo sagtens kan gå på date sammen med vores søn - hvilket jeg ikke altid er enig vi.
Vi sidder aldrig på sofaen eller andet om aftenen efter vores søn er puttet. Vi går i seng kl 21 senest og ender ofte med at ligge med hver vores telefoner med ryggen til hinanden. Intimitet er en by i Rusland herhjemme og det er minimalt hvad der er af “følelser” i kys og kram efterhånden..
Jeg er snart på bar bund og ved ikke hvad jeg skal gøre.. for jeg kan ikke se hvordan det kan blive bedre..
Tilføjelse:
Kan se, at mange skriver, at vi skal få passet vores søn. Jeg har intet i mod, at min søn skal passes hverken 1 time, 2 timer eller med overnatning. Min kone derimod, vil ikke have, at vores søn bare skal passes for at blive passet. Hvilket gør det rigtig svært, at invitere på date og pleje vores forhold, når hun har den holdning. Jeg har af flere omgange taget initiativ til at ville date, både ude og hjemme, men bliver ofte mødt med holdningen om, at vores søn skal med. Han må gerne komme med - men det er svært at date og være nærværende, når man har en søn på 2,5 år med krudt i måsen, som ikke vil sidde stille ved et bord og spise.
Det største problem som vi skændes om er, at min kone føler, at jeg er for meget ude. At jeg prioriterer for meget “mig-tid” til mig selv. Det skal siges, at jeg jo har vores søn hver morgen når hun tager på arbejde kl 6.30, jeg henter typisk vores søn senest kl 14.30 når det kan lade sig gøre. Og ofte henter jeg ham før, hvis jeg ikke har noget på job jeg skal. Min kone arbejder til kl 15 og er oftest hjemme fra job kl 15.30-15.45. Det er mig som handler, laver madplan, laver aftensmad.
Jeg har givet udtryk for hende, at hun altid gerne må lave aftaler, tage ud og hygge sig med hendes venner - men hun gør det ikke, fordi hun prioriterer os som familie (hendes egne ord).
Jeg har følelsen af, at hun prioriterer vores søn og ikke mig..