u/According_Spite8939

Jeg har i måske 3-4 år haft sådan en on/off relation med en pige. Vi har aldrig officielt været sammen, men hver gang vi finder tilbage til hinanden bliver det virkelig intenst meget hurtigt, og hver gang ender det også med at gå galt.

Vi ved egentlig begge to godt, at måden vi fungerer sammen på nok aldrig ville holde i længden, og har forskellige krav i forholde, men jeg har altid haft svært ved at give slip på hende.

Selv når jeg har datet andre, har hun stadig været i mine tanker. Og når hun så kontakter mig igen, falder jeg altid i med begge ben.

Sidst vi snakkede varede det måske 2-3 måneder før det endte præcis som det plejer. Men hun slipper stadig ikke mine tanker, selvom det er ved at være 5 mdr siden.

Det værste er næsten, at jeg faktisk ser en anden lige nu, og det går egentlig fint. Jeg kan godt lide hende, vi har det godt sammen, og hun har ikke gjort noget forkert overhovedet. Men jeg kan stadig ikke slippe den anden pige mentalt, og det giver mig virkelig dårlig samvittighed.

Jeg ved ikke om det handler om hende specifikt, eller om jeg bare er blevet afhængig af den intensitet og historie vi har haft gennem årene. Jeg ved bare ikke helt hvordan man giver slip på noget, man godt ved ikke fungerer.. især når det aldrig engang rigtig blev til noget…

Min kæreste manglede penge denne måned, så jeg hjalp hende (frivilligt). Problemet er, at hun så låner penge til sin 26-årige bror, som allerede skylder dem penge og havde brugt alle sine egne penge. Han giver heller ikke rigtig noget tilbage, og er egentlig pisse utaknemmelig (men vil ikke blande mig i deres familieproblemer).

Samtidig forventer hun også, at jeg bestiller mad til hende, og i går det samme hvor jeg bestiller, og hun beder mig om at bestille til hendes søster også, der brugte lige 300kr oveni.

Er jeg urimelig for at blive irriteret over det? Hun ved, at jeg selv arbejder og studerer, så det ikke fordi jeg selv er verdens rigeste.

Jeg (f25) har været hos min kæreste siden fredag, men hun har arbejdet hele dagen både fredag og lørdag og først været hjemme ved 22-23 tiden. Så har været alene hos hende med hendes storesøster.

I dag (søndag) var den eneste morgen/dag, vi begge havde fri, og planen var, at vi skulle hygge og bruge dagen sammen inden jeg smutter hjem.

Hendes søster spurgte så, om hun kunne hjælpe på sit arbejde (søsterens arbejde) og min kæreste tog afsted. Nu er der gået næsten 3 timer, og jeg er taget ud alene.

Jeg forstår godt, hun ville hjælpe, men jeg føler mig ret nedprioriteret. Samtidig føles det også forkert at sige noget, fordi det er hendes søster, der har bedt om hjælp.

Er det fair at være irriteret, eller overreagerer jeg?? Skal jeg sige noget? Er også bange for søsteren bliver irriteret?