Er 'seksuelt funderet midtvejskrise' en ting?
Hej MySpace-smølfer. Kan godt være den her er borderline/DKbrevkasse, men den er 70% sex, så prøver lige her.
For kontekst: Jeg (m36) kører på tvivlsomt varietet kost, antidepressiver, kaffe, adhd-piller og romantiske coming-of-age dramaer fra Sydkorea. Jeg har været sygemeldt derhjemme i et fucking år. Medicinen er endelig på plads. Jeg har det bedre nu, tak.
Altimens det her shitshow langsomt fortager sig (og jobcenteret finder mig noget røvsygt lager-praktik), så tror jeg jeg er rendt ind i en form for krise med pikken først. Jeg har familie og hus, og jeg og min partner (k36) har det egentlig godt - ikke så frekvent sex (1-2 gange/mdr.), men kvaliteten er høj.
Vi har været sammen siden vi var 16 og jomfruer, og jeg tror sgu det passer min partner meget godt. Ingen kinks, ingen afsavn, ingen særlig interesse i sex overhovedet - for, som Onkel Reje siger: kvinder gider nemlig ikke bolle efter de har fået børn. Hun nyder det når jeg tager initiativ til det ...og så tænker hun ellers ikke på sex. Nogensinde.
Jeg, derimod, er liderlig 25 timer i døgnet, og er langsomt blevet mere og mere besat af hvor meget midt-i-livet jeg pludselig er, og alt det jeg er "gået glip af."
Min gode ven (m35) kneppede udenom, smadrede sit ægteskab og familie, men er endt op med en sød 28-årig - og jeg er SÅ fucking jaloux på at han oplever noget ægte Ungdom™ igen. Så meget at jeg fik fysisk ondt i mavsen, da han tilstod hvor fremragende hun var til at bolle. Jeg har haft samme reaktion flere gange når jeg er blevet konfronteret med historier om seksuelt aktive, frie, promiskuøse unge mennesker. Seriøst, bro: fysisk ondt i mavsen.
Jeg tænker konstant på alle de små og store, både ligegyldige og ekstraordinære ting, som jeg aldrig har prøvet. Men jeg tænker jeg ikke længere "Jeg har aldrig haft en bolleven. Eller været sammen med en svensker. Eller gjort noget dumt i et telt på Roskilde." ...nu tænker jeg i stedet "Jeg kommer aldrig til at have en bolleven. Jeg kommer aldrig til at have en MMF-trekant. Jeg kommer aldrig til at deltage i et orgie med hele 3.g på Katedralen." Well.. You get my point.
Det føles som et tomrum i maven, som det er for sent at udfylde. Det lyder SÅ barnligt og forkælet at sige højt, og det føles SÅ ægte - som noget der truer med at ødelægge mit liv.
Er der andre der har været sammen transcendentale, altoverskyggende form for seksuelt frustrerende? Tror I det er en form for alvorlig pornoafhængighed (bare uden porno)? Er det bare en form for 'græsset er grønnere' virus jeg bare skal leve med i min hjerne indtil min pik bliver for dement til at forestille sig hvordan en svensker knepper? Det er ikke engang fordi jeg tror svenskere knepper godt, men jeg får aldrig chancen for at finde ud af det, og det føles helt vildt underligt.
Hvad fuck er der galt med mig?
Tak for svar.