u/Boss-Babe13

Kære Reddit,

Jeg håber nogle herinde måske har erfaringer eller perspektiver, der kan hjælpe mig med at tænke mere realistisk og strategisk omkring min situation.

Kort om min situation:

Jeg er 27 år og kom desværre ikke ind på jura via årets kvote 2 optagelse. Jeg kan mærke, at især den matematiske og logiske del af Unitesten spænder ben for mig. Mine styrker har altid ligget langt mere i de humanistiske og samfundsfaglige fag såsom dansk, engelsk, historie og samfundsfag. Analyse, tekstforståelse og skriftlig formidling har generelt været det jeg har klaret bedst gennem hele min uddannelsestid.

Mit snit er 8,7, så jeg befinder mig lidt i mellemgruppen hvor det hverken er lavt eller højt nok til kvote 1 på KU.

Jeg har allerede en afsluttet bachelor, som jeg tog på et tidspunkt hvor jeg troede det var den rigtige retning for mig. Over de seneste år er jeg dog blevet mere og mere sikker på, at det juridiske område er det jeg oprigtigt ønsker at arbejde med langsigtet. Derfor har jeg brugt de sidste to år på at sætte mig ind i juridiske emner, læse om fagene og lovgivning samt tage kurser og relevant beskæftigelse ved siden af mit primære arbejde for at få et mere realistisk indblik i området.

Jeg er samtidig helt med på, at motivation i sig selv ikke er nok for at blive optaget, og jeg forstår også godt hvorfor Unitesten er bygget op som den er. Men jeg må også erkende, at det er svært ikke at føle sig fagligt begrænset af kompetencer, som ikke nødvendigvis afspejler det område man ønsker at specialisere sig indenfor.

Min situation er også præget af nogle praktiske forhold. Jeg har ingen SU klip tilbage, og jeg har i dag tre jobs i København som får min økonomi og hverdag til at hænge sammen. Jeg har undersøgt mulighederne for at flytte til Odense og læse på SDU, men det virker ærligt næsten umuligt både økonomisk og arbejdsmæssigt. Jeg har endda overvejet daglig pendling mellem København og Odense kunne være en løsning, men jeg har også hørt fra flere, at det kan være meget svært at holde til i længden ved siden af et krævende studie.

Jeg har kigget på erhvervsjura, men jeg kan samtidig mærke, at det er den klassiske jurauddannelse jeg er mest motiveret for.

Lige nu overvejer jeg konkret at tage matematik på B niveau for at styrke mig frem mod næste Unitest, men jeg ved ikke om det er den mest hensigtsmæssige måde at bruge tiden på. Jeg overvejer også at tage en kandidat i mellemtiden, ikke nødvendigvis fordi det er min drømmevej, men fordi jeg gerne vil fortsætte med at udvikle mig fagligt og samtidig have noget i baglandet frem for at føle, at jeg står helt stille imens jeg søger igen.

Så jeg ville egentlig høre:

- Er der nogen herinde som kom ind på jura senere end forventet?

- Er der strategiske muligheder eller alternative veje jeg måske overser?

- Har nogen erfaring med pendling til SDU?

- Og hvordan balancerer man ønsket om at holde fast i et mål uden samtidig at sætte resten af sit liv på standby?

Jeg søger egentlig bare et mere realistisk billede af hvilke muligheder der findes, og hvordan andre eventuelt har navigeret i noget lignende.

Alle perspektiver vil blive værdsat.

Og til alle jer der er kommet ind: kæmpe stort tillykke 🫶🏼🫶🏼🫶🏼🫶🏼

reddit.com
u/Boss-Babe13 — 7 days ago